Blog

Sikkerhedsstillelse – Økonomisk betingelse ved familiesammenføring

Ved en ansøgning om familiesammenføring stilles der både krav til ansøger og herboende.

Ét af de krav, der stilles til herboende – det vil sige, den person der bor i Danmark – er, at vedkommende
skal stille økonomisk sikkerhed.

Penge? Hvorfor?

Du skal som ansøgerens ægtefælle stille en sikkerhed på 102.000 kr. (2019-niveau) i banken. Niveauet ændrer
sig hvert år, så man skal holde øje med, om beløbet ændrer sig. Man kan undre sig over, hvad denne
sikkerhedsstillelse skal bruges til.

Den økonomiske sikkerhedsstillelse/garanti skal bruges til dækning af de eventuelle fremtidige
udgifter, der kan være til ansøgeren. Det kan være kommunens udgifter til hjælp efter lov om aktiv
socialpolitik eller integrationsloven. Det kan for eksempel være kontanthjælp eller
integrationsydelse. Kommunen tager selvfølgelig kun pengene til indtægt, hvis ansøger får brug for
ovenstående ydelser.

Hvor længe skal man stille pengene?

Den sikkerhed man stiller, skal gælde 10 år fra den dato, hvor det forventes, at ansøgeren får
opholdstilladelse. Det bliver først relevant at stille sikkerhed, når man modtager et brev fra
Udlændingestyrelsen med anmodning om sikkerhedsstillelse. Det gør man som regel 5-10 mdr. efter
Udlændingestyrelsen har modtaget din ansøgning om familiesammenføring. Du har altså lidt tid til
at spare pengene op, fra du har ansøgt om familiesammenføring, til Udlændingestyrelsen kræver
pengene.

Fravigelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse kan ske, hvis herboende har hjemmeboende
mindreårige børn med selvstændig tilknytning til Danmark, har samvær med mindreårige særbørn
eller hvis herboende er handicappet eller syg.

Pengene er ikke låst hos Udlændingestyrelsen og kommunen til evig tid. De kan nemlig frigives. Man
kan søge om, at den økonomiske sikkerhed nedsættes med 20.400 kr. (2019) når ansøger har
bestået prøve i dansk på A1-niveau.

Sikkerheden kan nedsættes med yderligere 10.200 kr. (2019), når ansøger har bestået prøve i dansk
på A2-niveau. Sidst kan den økonomiske sikkerhedsstillelse nedsættes med yderligere 10.200 kr.
(2019), når ansøger har bestået en afsluttende danskprøve efter lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge.

En fuldstændig frigivelse af sikkerhedsstillelsen kan ske, når ansøger har fået permanent
opholdstilladelse eller har fået opholdstilladelse på andet grundlag. Det kan også frigives når den
har været stillet i en samlet periode på 10 år fra startdatoen på den oprindelige sikkerhed og
sikkerheden endnu ikke er udløbet.